Klimakanon

Klimaarbejdet er en ledelsesmæssig udfordring, kunne man læse i Berlingske Tidende Business forleden. Jeg er helt enig, men vil supplere med at sige, at det ledelsesmæssige engagement er afgørende for virkelig at få succes med klimaarbejdet.

Hvis klimaarbejdet for alvor skal bære frugt, skal det integreres i kerneområdet af forretningen – og det gælder hvad enten, det er en traditionel eller en offentlig virksomhed. Det betyder ikke, at virksomheden skal konverteres til at være 100 % grøn, men at klima skal indtænkes strategisk i kerneforretningen for at kunne komme ud i de rette mængder på de rette tidspunkter.

Det er der også flere og flere virksomhedsledere for indser. Arla, Novo Nordisk, Den Danske Bank, Grundfoss og Københavns Lufthavn er eksempler på virksomheder, hvor klima er blevet et anlæggende for topledelsen.

Risikostyring og forretning
De to ord mener jeg er hovedårsagen til, at ledere ser et behov for at beskæftige sig med klima. På den ene side handler det om at mindske risikoen for dårlig omtale og for at blive valgt fra i forhold til mere klimabevidste konkurrenter. Og nok så vigtigt i øjeblikket så handler det også om, at mindske risikoen for at blive valgt fra af kommende medarbejdere på grund for dårlig performance på et område, der har stor bevågenhed i disse år.

På den anden side handler det om at skabe forretninger og fortjenester. Klima kan blive en driver til forretning på linje med andre CSR (corperate social responsibility) temaer, der bidrager til et godt omdømme. Det kan også blive en driver ved, at skabe forbedrede produkter eller helt nye produkter der i højere grad matcher forbrugernes interesse/krav om produkter, der i brugsfasen (men også produktion og bortskaffelse) bruger mindre energi.

Derudover er der som skrevet før mange penge at spare ved at reducere og optimere energiforbruget. For en virksomhed som Arla må det være en væsentlig faktor i deres klimaarbejde. De har som mål at sænke udledningen af CO2 med 25 % via energieffektiviseringer. Som landets 5. største forbruger af energi vil det være noget, der virkelig kan se på bundlinjen.

Hvad enten det drejer sig om risikostyring eller forretningsudvikling, så er det så ”tunge” områder, at det i udpræget grad er tilknyttet de øvre ledelseslag i organisationen. Derfor bør flere virksomheder (offentlige som private) sætte klima på dagsordenen på topledelsesniveau.

Transport koster næsten igen penge i dag, og vi kan få kulinariske oplevelser og produkter fra hele verden til konkurrencedygtige priser. Desværre betyder det også, at alle vare transporteres væsentlig længere. Vores indkøb bidrager derfor mere og mere til de globale klimaforandringer. Men hvis vi vil, kan vi hver især minimere problemet.

I går fik jeg en sms, der opfordrede til ikke at købe påskelam fra Australien, da de skamferer deres dyr. En sympatisk opfordring vil jeg umiddelbart mene men også et dugfrisk eksempel på mønstrene i fødevareproduktionen i dag.

Jeg mener, at vi må spørge os selv om det snedige i at transportere eksempelvis lammekød halvvejs rundt om jorden, når nu der findes masser af lam i Danmark og andre steder i Europa.

Er den i zonen?
For at få gøre det lidt lettere at købe ind privat har jeg udviklet en lille model, som vi handler ind efter på hjemmefronten. Problemet er ofte, at man i købssituationen skal stå og afveje, om en vare er produceret for langt væk eller ej. Og dertil kommer det klassiske problem – hvad er bedst danske pesticidprodukter eller udenlandske økologiske?

Vi køber i vidt omfang økologisk, men giver det mening at købe økologiske æbler fra Argentina – ikke rigtigt!

Derfor delte jeg verden i tre zoner.

1. Danmark
2. EU og resten af Skandinavien
3. Resten af verden

Vi minimerer i stort omfang indkøb fra zone 3. Det er kun produkter, vi meget gerne vil have og som ikke produceres i zone 1 eller 2. Det er eksempelvis kaffe og bananer, der så til gengæld i videst muligt omfang skal være økologiske og fair trade. Mens produkter som frugt, grønt, kød og vin der også laves i zone 1 og 2 ikke skal ned i kurven. Det skal sige, at vi have et ”gravide har vetoret” princip, hvilket nok er bedst for alle:-)

Zone 1 og 2 er de acceptable zoner med en klar prioritering af zone 1. Derudover kommer at produkterne helst skal være økologiske. Det betyder også, at en økologisk zone 2 agurk slår en pesticidagurk fra zone 1. Tilsvarende gælder ikke fra zone 3 til 2

Det lyder måske omstændigt, men hvis du er en af den slags forbrugere, der overvejer hvad der puttes i kurven, så kan du sikkert også nikke genkendende til nogle af overvejelser. Og når jeg står i supermarkedet på vej hjem sammen med børnene, så skal det bare være nemt. Så er klare regler vejen frem.

Det betyder selvfølgelig, at der er nogle ting vi ikke længere køber. Og at vi bliver nød til at lære at spise mere årstidsbevist. Det kan nogle gange være en udfordring, men den prøver vi så at arbejde med.

Jeg er godt klar over, at på nogle kvotebelagte fødevare er det nærmest umuligt at gøre noget, men om ikke andet kan jeg sige, at jeg ikke ønsker at bidrage til problemet. Og det er rart!

—————-

Du har mulighed for, at få tilsendt en mail når der kommer nye indlæg på siden.

Du tilmelder dig servicen her

Jeg tager hatten af for Storbritanniens regering, der er ved at udforme verdens strengeste og mest ambitiøse krav i forhold til CO2-udledninger fra huse. Et godt eksempel på at krav bliver en til en vision, som alle relevante parter kan samles om at opfylde.

Det er historien om at ville sætte en mand på månen bare i mindre målestok. Men udmeldingen fra briterne er lavet af det rigtige stof – det der for alvor sætter gang i innovation og udvikling.

I dagens udgave af Ingeniørens netavis kan man læse følgende:

” Boligminister Caroline Flint er ifølge flere britiske medier på vej med nye regler, som vil gøre det helt forbudt for nye bygninger opført efter 2016 at udlede så meget som et enkelt gram CO2.

Dermed stiller briterne ikke blot krav om, at de nye huse skal isoleres væsentligt bedre end den eksisterende bygningsmasse. De er også tvunget til at have deres egen energiforsyning fra vedvarende kilder. De gør kravene til de skrappeste i verden.”

Det er da til at forstå. Det er ikke i dag muligt at leve op til kravet, hvilket briterne også selv godt er klar over. Men det er ikke udenfor rækkevidde, hvis der virkelig er interesse og opbakning til at nå målet. Det viser et citat sidst i artiklen også.

”Direktør Dan Labbad fra Lend Lease Europe, der ifølge Independent er en af de største developere i verden, kalder regeringens mål for »udfordrende uden at være urimelige«.”

Industrien er med
Interessant nok bakker industrien ifølge artiklen initiativet op. I mine øje er det heller ikke så mærkeligt. Uanset om de når målet eller ”kun” kommer tæt på, så er der udsigt til salg af know-how og konkrete projekter for svimlende beløb for de virksomheder, der kan levere sådan en vare.

Tænk hvis den danske regering kom ud med et krav eller en vision i den klasse og bakkede det op med de relevante midler og initiativer. Det ville åbne for innovation og forretningsudvikling i den helt store stil.

Hvordan mon den danske industri ville reagere på sådan et udspil?

Der er grundlæggende to sider at justere på, når udledningen af drivhusgasser skal ned. Enten skal der bruges mindre energi, eller også skal energiproduktionen i mindre grad påvirke klimaet. For langt de fleste vil der være et stort potentiale i reduktion af energiforbruget. Samtidig minimerer det konsekvenserne af svingende energipriser.

Debatten om udvikling af alternativer til fossile energiproduktion fylder en del iblandt politikere, forskere og i medierne. Og med rette; for på den lange bane er det helt afgørende, at der udvikles alternativer der reelt kan leve op til den efterspørgsel efter energi, verden har.

Jeg har igennem noget tid ment, at der er en tendens til at undervurdere potentialet i at reducere forbruget af energi. Børsen bringer i dag en artikel om en ny rapport der bekræfter dette. I artiklen hedder det:
”Der er mulighed for at nå halvdelen af de CO2-reduktioner, FN anbefaler, uden økonomiske omkostninger. En ny rapport fra McKinsey Global Institute beskriver hvordan.” og videre ”Midlet til dette mål er en realisering af de simpleste, billigste og mest rentable energibesparelser.”

Det er vigtigt, at sådan et budskab kommer ud. Særligt fordi besparelserne er en kontant og god måde for såvel virksomheder som kommuner at komme i gang på. Det er konkret og lokalt samt relativt nemt at gå til. Dermed egner det sig godt til at få nogle erfaringer med klimaarbejdet inden, man eventuelt kaster sig ud i mere avancerede projekter. Derudover lægger det grundstenene til at begynde at indarbejde klima i kommunikations- og marketingsarbejdet og dermed høste frugten af arbejdet.

IPR-modellen
Der er mange måder at starte på. Jeg har udviklet en lille overordnet model for Identifikation af Potentiale for Reduktion (IPR-modellen) som jeg bruger i mit arbejde med klima via mit firma Steinhausen!. Det gælder om at eftersøge potentiale i nogle steps.

1. Bygningsmassen
2. Transport
3. Spildevandssystemer (for kommuner)
4. Valg/indkøb af råvare (afhængigt af produktportefølgen)
5. Procesoptimering

Via målrettet arbejde med denne model kan der i langt de fleste tilfælde identificeres en lang række mulige indsatsområder. Derefter kan de mest effektfulde og økonomisk interessante gennemføres.

Danmark har en nøglerolle i de kommende internationale klimaforhandlinger i kraft af værtskabet. Styrken i vores argumentation vil i høj grad være påvirket af, hvilken opfattelse andre lande har af Danmarks indsats. Derfor virker det umiddelbart besynderligt, at regeringen har gjort så stort et nummer af at tale EU´s nationale målsætninger ned.

At sige hvad man gør og gøre hvad man siger signalerer anstændighed og plejer at give en vis respekt. Det gør sig i høj grad også gældende i svære forhandlinger, hvor tillid og gode relationer er altafgørende. Til trods for at de ord næsten har været synonym på Anders Fogh , så fristes jeg til at tro, at de er ved at glide ud af hans ordforråd. I starten af 2007 talte han om, at han ville arbejde for at EU skulle forpligte sig til en CO2 reduktion på 30 %. Den sidste måned har han og regeringen så angrebet EU’s forslag om at Danmark, som er en af de største CO2 udledere, også skal reducere mest.

Ikke et smukt syn, og særligt ikke når det nu står klart, at regeringen har haft en rapport der klart viste, at målene kan mere end nås for 0,1 % af Brutto Nationalproduktet . [28. januar er rapportene offentliggjort og kan læses nu] Der er altså rig mulighed for, at vise vejen og skabe respekt om Danmarks klimaarbejde – med andre ord, mulighed for at gøre det vi siger.

Det var rart at Danmark igen var ved at indtage en rolle forrest i feltet, men det skulle så heller ikke holde denne gang. Men måske er der noget godt i det alligevel.

Lige børn leger bedst?
En stor del af de lande der grundlæggende ønsker en aftale, de vil utvivlsomt finde deres leder iblandt lande, der både siger og gør en indsats. Overfor denne gruppe er regeringens træk i de seneste par måneder ikke fremmende for Fogh ´s ønske om at blive den statsmand der samler og leder flokken.

Men de lande der for alvor udgør problemet (USA og Canada i første omgang) vil måske ikke gå efter dydsmønstret som deres samlende kraft. Set i det lys kan det noget pinlige forsøg på at tale Danmarks forpligtelse ned måske gå hen og blive en fordel.

Man kan jo så spørge sig selv om det var tilsigtet eller ej?