Indlæg tagget med ‘mÃ¥lsætninger’

Ledelse via eksemplets magt

søndag, 27. januar 2008

Danmark har en nøglerolle i de kommende internationale klimaforhandlinger i kraft af værtskabet. Styrken i vores argumentation vil i høj grad være påvirket af, hvilken opfattelse andre lande har af Danmarks indsats. Derfor virker det umiddelbart besynderligt, at regeringen har gjort så stort et nummer af at tale EU´s nationale målsætninger ned.

At sige hvad man gør og gøre hvad man siger signalerer anstændighed og plejer at give en vis respekt. Det gør sig i høj grad også gældende i svære forhandlinger, hvor tillid og gode relationer er altafgørende. Til trods for at de ord næsten har været synonym på Anders Fogh , så fristes jeg til at tro, at de er ved at glide ud af hans ordforråd. I starten af 2007 talte han om, at han ville arbejde for at EU skulle forpligte sig til en CO2 reduktion på 30 %. Den sidste måned har han og regeringen så angrebet EU’s forslag om at Danmark, som er en af de største CO2 udledere, også skal reducere mest.

Ikke et smukt syn, og særligt ikke når det nu står klart, at regeringen har haft en rapport der klart viste, at målene kan mere end nås for 0,1 % af Brutto Nationalproduktet . [28. januar er rapportene offentliggjort og kan læses nu] Der er altså rig mulighed for, at vise vejen og skabe respekt om Danmarks klimaarbejde – med andre ord, mulighed for at gøre det vi siger.

Det var rart at Danmark igen var ved at indtage en rolle forrest i feltet, men det skulle så heller ikke holde denne gang. Men måske er der noget godt i det alligevel.

Lige børn leger bedst?
En stor del af de lande der grundlæggende ønsker en aftale, de vil utvivlsomt finde deres leder iblandt lande, der både siger og gør en indsats. Overfor denne gruppe er regeringens træk i de seneste par måneder ikke fremmende for Fogh ´s ønske om at blive den statsmand der samler og leder flokken.

Men de lande der for alvor udgør problemet (USA og Canada i første omgang) vil måske ikke gå efter dydsmønstret som deres samlende kraft. Set i det lys kan det noget pinlige forsøg på at tale Danmarks forpligtelse ned måske gå hen og blive en fordel.

Man kan jo så spørge sig selv om det var tilsigtet eller ej?